| Chapter 50 |
2 |
Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
|
2 |
fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
|
3 |
vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
|
4 |
han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
|
5 |
"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
|
6 |
Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.
|
7 |
Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
|
8 |
Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
|
9 |
jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
|
10 |
thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
|
11 |
jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
|
12 |
Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
|
13 |
Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
|
14 |
Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
|
15 |
Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
|
16 |
Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
|
17 |
når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
|
18 |
Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,
|
19 |
slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
|
20 |
Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
|
21 |
det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
|
22 |
Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
|
23 |
Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
|