| Chapter 72 |
1 |
Gud, giv Kongen din ret, Kongesønnen din retfærd,
|
2 |
så han dømmer dit Folk med Retfærdighed og dine arme med Ret!
|
3 |
Da bærer Bjerge og Høje Fred for Folket i Retfærd.
|
4 |
De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned.
|
5 |
Han skal leve, så længe Solen lyser og Månen skinner, fra Slægt til Slægt.
|
6 |
Han kommer som Regn på slagne Enge, som Regnskyl, der væder Jorden;
|
7 |
i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.
|
8 |
Fra Hav til Hav skal han herske, fra Floden til Jordens Ender;
|
9 |
hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;
|
10 |
Konger fra Tarsis og fjerne Strande frembærer Gaver, Sabas og Sebas Konger kommer med Skat;
|
11 |
alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.
|
12 |
Thi han skal redde den fattige, der skriger om Hjælp, den arme, der savner en Hjælper,
|
13 |
ynkes over ringe og fattig og frelse fattiges Sjæle;
|
14 |
han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.
|
15 |
Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.
|
16 |
Korn skal der være i Overflod i Landet, på Bjergenes Top; som Libanon skal dets Afgrøde bølge og Folk spire frem af Byen som Jordens Urter.
|
17 |
Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!
|
18 |
Lovet være Gud HERREN, Israels Gud som ene gør Undergerninger,
|
19 |
og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!
|
20 |
Her ender Davids, Isajs Søns, Bønner.
|