| Chapter 14 |
1 |
Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.
|
2 |
Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
|
3 |
I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.
|
4 |
Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
|
5 |
Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
|
6 |
Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
|
7 |
Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
|
8 |
Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.
|
9 |
Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige.
|
10 |
Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
|
11 |
Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst.
|
12 |
Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.
|
13 |
Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
|
14 |
Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
|
15 |
Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
|
16 |
Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.
|
17 |
Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
|
18 |
De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
|
19 |
Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.
|
20 |
Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
|
21 |
Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
|
22 |
De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.
|
23 |
Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
|
24 |
De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.
|
25 |
Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
|
26 |
Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
|
27 |
HERRENs Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.
|
28 |
At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.
|
29 |
Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.
|
30 |
Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
|
31 |
At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
|
32 |
Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
|
33 |
Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.
|
34 |
Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
|
35 |
En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
|