Chapter 3

  Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,  

  mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,  

  ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.  

  Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,  

  han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,  

  lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.  

  Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.  

  Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.  

  Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.  

  Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;  

  han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;  

  han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.  

  Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;  

  hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,  

  med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.  

  Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;  

  han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken  

  og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."  

  At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;  

  min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.  

  Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:  

  HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,  

  hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.  

  Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.  

  Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;  

  det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,  

  godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.  

  Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;  

  han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.  

  Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.  

  Thi Herren bortstøder ikke for evigt,  

  har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;  

  ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.  

  Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,  

  når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,  

  når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?  

  Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?  

  Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?  

  Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!  

  Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,  

  løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;  

  vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,  

  men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,  

  hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;  

  til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.  

  De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.  

  Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;  

  Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.  

  Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,  

  før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.  

  Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.  

  Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,  

  de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;  

  Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"  

  Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;  

  du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"  

  Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"  

  Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;  

  HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!  

  Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,  

  du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,  

  mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.  

  Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.  

  Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,  

  gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!  

  forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.