| Chapter 3 |
1 |
Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
|
2 |
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
|
3 |
ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
|
4 |
Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
|
5 |
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
|
6 |
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
|
7 |
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
|
8 |
Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
|
9 |
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
|
10 |
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
|
11 |
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
|
12 |
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
|
13 |
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
|
14 |
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
|
15 |
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
|
16 |
Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
|
17 |
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
|
18 |
og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
|
19 |
At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
|
20 |
min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
|
21 |
Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
|
22 |
HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
|
23 |
hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
|
24 |
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
|
25 |
Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
|
26 |
det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
|
27 |
godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
|
28 |
Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
|
29 |
han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
|
30 |
Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
|
31 |
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
|
32 |
har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
|
33 |
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
|
34 |
Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
|
35 |
når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
|
36 |
når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
|
37 |
Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
|
38 |
Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
|
39 |
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
|
40 |
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
|
41 |
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
|
42 |
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
|
43 |
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
|
44 |
hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
|
45 |
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
|
46 |
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
|
47 |
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
|
48 |
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
|
49 |
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
|
50 |
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
|
51 |
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
|
52 |
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
|
53 |
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
|
54 |
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
|
55 |
Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
|
56 |
du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
|
57 |
Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
|
58 |
Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
|
59 |
HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
|
60 |
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
|
61 |
du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
|
62 |
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
|
63 |
Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
|
64 |
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
|
65 |
gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
|
66 |
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
|