| Chapter 1 |
1 |
Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede.
|
2 |
Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser?
|
3 |
Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op.
|
4 |
Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret.
|
5 |
Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes.
|
6 |
Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo.
|
7 |
Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra.
|
8 |
Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde
|
9 |
er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand.
|
10 |
Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den.
|
11 |
Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud.
|
12 |
Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf?
|
13 |
Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd?
|
14 |
Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker:
|
15 |
Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad;
|
16 |
han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde.
|
17 |
Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel?
|