Chapter 4

  Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen.  

  Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning:  

  "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så.  

  Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og åde det op.  

  Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.  

  Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.  

  Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.  

  Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold."  

  Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"  

  Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne.  

  Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,  

  for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle omvende sig og få Forladelse "  

  Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstå alle de andre Lignelser?  

  Sædemanden sår Ordet.  

  Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i dem.  

  Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem, som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;  

  og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks.  

  Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet  

  og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så det bliver uden Frugt.  

  Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede Fold."  

  Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på Lysestagen?  

  Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset.  

  Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"  

  Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere.  

  Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."  

  Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har lagt Sæden i Jorden  

  og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes.  

  Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks, derefter fuld Kærne i Akset;  

  men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Hånden."  

  Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?  

  Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre end alt andet Frø på Jorden,  

  og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge."  

  Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det.  

  Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.  

  Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: "Lader os fare over til hin Side!"  

  Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet; men der var også andre Skibe med ham.  

  Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes.  

  Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?"  

  Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.  

  Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I ikke Tro?"  

  Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"