Chapter 4

  Jeg formaner eder derfor, jeg, der fangne i Herren, til at vandre værdig den Kaldelse, med hvilken I bleve kaldede,  

  med al Ydmyghed og Sagtmodighed, med Langmodighed, så I bære over med hverandre i Kærlighed  

  og gøre eder Flid for at bevare Åndens Enhed i Fredens Bånd;  

  eet Legeme og een Ånd, ligesom I også bleve kaldede til eet Håb i eders Kaldelse;  

  een Herre, een Tro, een Dåb,  

  een Gud og alles Fader, som er over alle og igennem alle og i alle!  

  Men hver enkelt af os blev Nåden given efter Kristi Gaves Mål.  

  Derfor hedder det: "Da han opfor til det høje, bortførte han Fanger og gav Menneskene Gaver."  

  Men dette: "Han opfor," hvad er det, uden at han også nedfor til Jordens nedre Egne.  

  Han, som nedfor, han er også den, som opfor højt over alle. Himlene, for at han skulde fylde alle Ting.  

  Og han gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,  

  til de helliges fuldkomne Beredelse, til en Tjenestegerning, til Kristi Legemes Opbyggelse,  

  indtil vi alle nå til Enheden i Troen på og Erkendelsen af Guds Søn, til Mands Modenhed, til Kristi Fyldes Mål af Vækst,  

  for at vi ikke; mere skulle være umyndige, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind, ved Menneskenes Tærningspil, ved Træskhed efter Vildfarelsens Rænkespind;  

  men for at vi, Sandheden tro i Kærlighed, skulle i alle Måder opvokse til ham, som er Hovedet, Kristus,  

  ud fra hvem hele Legemet, idet det sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled i Forhold til hver enkelt Dels tilmålte Virkekraft, fuldbyrder Legemets Vækst til Opbyggelse af sig selv i Kærlighed.  

  Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed,  

  formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse,  

  de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge.  

  Men I have ikke således lært Kristus,  

  om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus,  

  at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer,  

  men fornyes i eders Sinds Ånd  

  og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.  

  Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.  

  Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse;  

  giver ikke heller Djævelen Rum!  

  Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang.  

  Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå;  

  og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag.  

  Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab!  

  Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.